Historien om Høloftet – hvor stemning, musik, vin og mad bliver en oplevelse.

Hanne og Bent Hargaard. Foto: T. A. Wollenberg

Kender I Høloftet på Thyholm? Musikoplevelser helt tæt på. Jeg havde hørt lidt om Høloftet og blev nysgerrig på dette sted her ude i det vestjyske, hvor der er underholdning og koncerter med kendte danske musikere. Hvad er det, Høloftet kan? Og, hvad er egentlig Høloftets historie. Derfor aftalte jeg at mødes med Hanne og Bent Hargaard, som er grundlæggere og ejere af stedet.

Høloftet ligger på Skærshøjvej udenfor Hvidbjerg omgivet af marker og med udsigt til vandet. Da jeg ankommer, bliver jeg budt velkommen af Hanne og Bent, som viser mig rundt på stedet gennem udstillingen af økologisk vin og op på Høloftet, hvor arrangementerne holdes. Til daglig er Hanne lærer på den lokale skole. Bent ejer Hargaard Vinimport, som har til huse på samme lokation som Høloftet.

Høloftet, hvor der er plads til 140 gæster. Foto: www.hoeloftet.dk

Historien om Høloftet er en fortælling, som udspringer af vin, relationer og muligheder og bindes sammen af det store engagement, som Hanne, Bent og Høloftets venner lægger i stedet.

Det hele starter med vin. 1900 km fra Thyholm i Toscana, hvor familien Hargaard var på ferie 2003. Her mødte de den italienske vinbonde Lorenzo Miceli. Mødet udviklede sig og blev til venskab. I 2005 startede Bent egen import af italiensk økologisk vin. Hvordan vin bliver til musik på Høloftet, kommer jeg til.

Høloftet var et reelt høloft med korn og hø indtil en dag i 2013, hvor der blev anledning til at rydde loftsrummet. Lokale kunsthåndværkere så muligheder i det gamle høloft og aftalte derfor med Hanne og Bent, at der skulle afholdes en event, hvor 25 kunstnere fik mulighed for at udstille deres værker. Det blev en bragende succes, hvor det væltede ind med mennesker. Det var her Hanne og Bent første gang så, at det gamle høloft kunne et eller andet.

En dag blev Bent kontaktet af to klassiske guitarister fra Barcelona. Guitaristerne havde set på internettet, at han skulle afholde en spansk vinsmagning og tilbød at spille til arrangementet. De spanske guitarister planlagde nemlig en ferie op langs vestkysten, som skulle sponsoreres igennem deres optræden. Så det blev til en stemningsfuld spansk vinsmagning med tapas og klassiske guitarspil. Alt i alt en fantastisk oplevelse, som blev til noget mere end oprindeligt planlagt.

Næste skridt på vejen – uden at vide, hvor den ville føre hen – blev henvendelsen fra et lokalt firma. Firmaet havde fået ideen om at afholde et personalearrangement med vinsmagning, mad og underholdning. Hanne og Bent sagde ja til at afholde arrangementet, men blev udfordrede på, hvordan de løste underholdningsdelen.

Her kom de i tanke om, at de havde mødt den kendte danske sangerinde Signe Svendsen i forbindelse med afholdelse af en vinsmagning. Signe Svendsen kom og spillede til personalearrangementet på en interimistisk anlagt scene. Hun blev begejstret for det intime sted og har optrådt her flere gange siden.

Foto: Fra Høloftets hjemmeside: www.hoeloftet.dk

Efterfølgende spillede Jonas Dissing på Høloftet og gav Hanne og Bent troen på, at det var en god ide at bruge det gamle høloft som musiksted. Og så begyndte der at ske noget. Det var egentlig meningen, at der skulle afholdes 2 koncerter forår og 2 koncerter efterår. Efterspørgsel og muligheder resulterede dog i 22 offentlige koncerter i 2018. Høloftet har haft optrædener af kunstnere som: Signe Svendsen, Jonas Dissing, Huxi Bach, Allan Olsen, Niels Hausgaard, Moonjam, Hanne Boel, Poul Krebs og Hella Joof.

Signe Svendsen spiller på Høloftet. Foto: www.hoeloftet.dk

Flere af de optrædende vælger at bruge Høloftet som teststed for nye shows. Niels Hausgaard og Huxi Bach har f.eks. været på Høloftet af flere omgange. Det må være den gode oplevelse, der også får dem til at vende tilbage til stedet. Flere af de musikere og kunstnere har gennem årene overnattet hjemme hos Hanne og Bent, så de også har lært dem at kende på en helt nede-på-jorden måde.

Hanne og Bent fortæller, at koncerterne på Høloftet kan lade sig gøre takket være de 240 frivillige i foreningen Høloftets venner og hjælp fra ungarbejdere. Parrets tre døtre er ligeledes en aktiv hjælp ved arrangementerne. Det store medejerskab betyder rigtig meget. Flere af de frivillige i Høloftets venner er kunstnerne, som i sin tid var de første til at tage det gamle høloftet i brug. Selvom Høloftet ikke længere har fokus på kunsthåndværk, så har kunstnerne  dedikeret sig til stedet og har været med til at bygge Høloftet op helt fra bunden.

Når Hanne og Bent fortæller om stedet, er det tydeligt at mærke begejstringen over alle de positive og sjove oplevelser, som de får med mennesker, der slår deres vej forbi Høloftet. Der er så mange gode historier om de involverede. Der er stort fokus på, at det skal være en helhedsoplevelse og hyggeligt at komme på Høloftet både som frivillig, optrædende og gæst. Det er også det, der driver værket for Hanne og Bent. Arrangementerne på Høloftet skal holdes på et niveau, hvor de glæder sig hver gang og synes det er sjovt, for der lægges også meget arbejde i arrangementerne.

Hanne og Bent Hargaard. Foto: T. A. Wollenberg

Hanne og Bent vægter deres rolle som værter ved musikarrangementerne. Der bliver sagt ‘goddag’ og givet hånd til hver en gæst. Der er lagt bordplan med bordkort. Flere gæster har udtalt, at der er som at være til en stor familiefest. Er der bestilt som en gruppe, kommer man selvfølgelig til at sidde sammen, men bliver også sat ved bord med andre, som man ikke på forhånd kender. Hanne og Bent fortæller, at dette netop giver en hyggelig stemning, når gæsterne kommer i snak på kryds og tværs.

Gæsterne er typisk 50+ fra Thyholm, Struer, Lemvig og Holstebro. Der kommer dog også folk langvejsfra. En dag ankom en gruppe på cykel – de kom fra Sjælland og skulle til Høloftet for at høre Poul Krebs.

Som noget nyt er der en planlagt en italiensk aften den 2.februar, hvor kgl. operasangere vil bringe den italienske stemning til gæsterne under en lækker middag med italienske vine. Og her er vinen igen den forbindelse, som åbnede op for muligheden for at bringe kgl. opera til vestjyderne. Bent mødte operasangeren Guido Paevatalu til en vinsmagning et andet sted i landet og så opstod idéen efterfølgende. Ja, vin kan føre meget godt med sig.

Sangere fra den kgl. opera Guido Paevatalu og Niels Jørgen Riis. Foto: www.hoeloftet.dk

I foråret har Nikolaj Stokholm testshows på Høloftet. Her er vil målgruppen være noget laver, hvilket også er med i overvejelserne, når arrangementet skal planlægges. Hr. Weyse fra ‘Badehotellet’ kommer forbi Høloftet til efteråret, hvor der er kagebuffet og historiefortælling.

Historien om Høloftet giver et klar indtryk af, at man som gæst får noget mere end god musik, vin og mad. Det er en samlet oplevelse, hvor helheden er meget mere end de enkelte dele. Her er det betydningsfuldt, at den samlede oplevelse også er gennemsyret af god stemning og nærvær – uanset, om man kommer som gæst, optrædende eller medhjælper.

Det er Musikoplevelser helt tæt på. Det skal helt klart prøves i nærmeste fremtid.

 

Du kan læse mere om Høloftet på:

https://www.facebook.com/Hargaardvinimport/

www.hoeloftet.dk