Gratis psykologhjælp for de 15-18 årige i Struer kommune

Unge mennesker mellem 15 og 18 år i Struer Kommune kan se frem gratis hjælp fra psykolog eller psykoterapeut, hvis de har ondt i livet, oplever præstationspres eller andre lettere psykiske problemer. Struer Byråd har afsat midler til tilbuddet for at forebygge mere alvorlige psykiske problemer senere i livet.

Unge mellem 15 og 18 år, som bor i Struer Kommune, kan med dette nye sundhedstilbud få op til fem gratis samtaler hos en psykolog eller psykoterapeut. Fire psykologer og to psykoterapeuter er indtil videre tilsluttet ordningen, som både skal fremme den almene psykiske trivsel blandt de unge og forebygge at unge udvikler psykiske problemer.

Tilbuddet, som har fået navnet ”Under Overfladen”, er åbent for alle unge, der har brug for at tale med en psykolog eller psykoterapeut. Tilbuddet er anonymt og de unge kontakter selv psykologen eller psykoterapeuten. Dette skal sikre en direkte, tryg og nem adgang til hjælp uden om det kommunale system/kommunen. Psykologerne er autoriserede og medlem af Dansk Psykolog Forening og psykoterapeuterne er medlem af Dansk Psykoterapeutforening.

Struer Byråd satte sidste år midlerne af til tilbuddet i årets budget og de tre følgende år. Der er afsat 150.000 kroner i år og 300.000 kroner om året frem til 2022 baseret på forventninger om efterspørgslen.

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Struer Kommune, Peter Vestergaard, forklarer hvorfor byrådet valgte at etablere tilbuddet:

”Vi vil gerne give de unge mennesker fra Struer Kommune det bedst mulige fundament for at få et godt voksenliv, hvor de kan håndtere de udfordringer, de møder. Her spiller den psykiske trivsel en stor og vigtig rolle. Derfor er jeg glad for, at vi i byrådet er enige om at give de unge dette tilbud, som er nemt og hurtigt at gå til og giver den hjælp, man kan have brug for som ung. Jeg tror på, det vil give flere unge mulighed for at håndtere deres liv bedre nu og her – og give dem et godt grundlag for deres voksenliv,” siger Peter Vestergaard.

Er du ung og har du brug for at tale med en psykolog eller psykoterapeut, eller kender du en, der har, kan du læse mere om tilbuddet på Struer Kommunes hjemmeside www.struer.dk/under-overfladen.