Europæisk Gastronomiregion støtter nyskabende madprojekter i Struer og Ringkøbing

Struer Nyheder Struer Fri Fagskole

                                                                                                                              

Europæisk Gastronomiregion støtter igen tre nyskabende projekter og to af dem finder sted i Vestjylland. I Struer kan 500-600 børn se frem til at komme på konfekt-workshop, og i Ringkøbing sættes der på legende vis fokus på det CO2-aftryk vores madvalg sætter.

I denne uge modtog tre initiativtagere af nyskabende projekter i region Midtjylland beskeden om, at deres projekter modtager støtte fra Europæisk Gastronomiregions Mikropulje. De tre projekter støttes samlet med 50.000 kr. Interessen for puljen har været stor, men valget faldt på tre projekter, der inden for udbuddets rammer har udmærket sig og har stort potentiale inden for henholdsvis bæredygtighed, formidling i børnehøjde og alternative fødevarer.

Struer Fri Fag- og Højskoles projekt Fra korn til konfekt

I Struer støtter mikropuljen i denne omgang Struer Fri Fag- og Højskoles projekt Fra korn til konfekt, der tager børn med på havrens rejse fra jord til bord. 500-600 børn får lov at røre, prøve, smage imens de lærer om havren. ”Støtten til ’Fra korn til konfekt’ fra Europæiske Gastronomiregions Mikropulje betyder, at vi kan invitere børn og familier ind til en lærerig aktivitet om vores lokale fødevarer. Med opbakningen kan, ’Fra korn til konfekt’ danne et madfælleskab med de lokale, hvor sanserne sættes i spil og familierne får en forøget forståelse for bæredygtighed, fødevareproduktionen, kvalitet og de lokale råvarer ” fortæller Marianne Hansen fra Struer Fri Fag- og Højskole fortæller

Naturkraft i Ringkøbing

Naturkraft i Ringkøbing modtager støtte til at visualisere den CO2-udledning, der er forbundet med maden, der serveres i Naturkraft.  Naturkraft er en oplevelsesarena under opførsel i Ringkøbing, der har til formål at synliggøre naturens kræfter og menneskets samspil med naturen for derved at danne grobund for en mere bæredygtig levevis, lokalt og globalt. ”Med støtten kan vi for alvor sætte gang i udviklingen af vores ide om at synliggøre, hvilken rolle maden spiller i CO2-udledningen. Vi håber, at det kan inspirere og sætte tanker i gang hos gæsterne,” fortæller Maria Kjærgaard, bæredygtighedsudvikler ved Naturkraft.

Mikropuljen har til formål at støtte nyskabende oplevelser, samarbejder og koncepter for udvikling af lokalsamfund i regionen inden for gastronomi og kultur. De støttede projekter er valgt på baggrund af deres potentiale til at bidrage til en bæredygtig udvikling i regionens by-og landområder herunder dyrke stærke identiteter, understøtte ”det gode liv” og fremme stolthed i lokalområder. Puljen er skabt ud fra et ønske om at støtte ildsjæle, nye samarbejder og mindre lokale projekter, hvor der er kort fra ide til handling.

”I region Midtjylland er der en høj koncentration af ildsjæle, iværksættere, kreativitet og lyst til at skabe. Mikropuljen er en håndsrækning til de iværksættere, der formår at skabe store oplevelser for små penge” fortæller Pelle Øby Andersen, der er direktør for Food Organisation of Denmark (FOOD), der fungerer som sekretariat for Europæisk Gastronomiregion.

Som i de forgangne år præsenterer Europæisk Gastronomiregion igen et eventprogram spækket med madoplevelser i alverdens afskygninger. Projekterne, der har modtaget støtte fra Mikropuljen, tages automatisk i betragtning til at komme med i programmet. Se eventprogrammet her: https://www.danishfoodregion.dk/program/

FAKTA OM EUROPÆISK GASTRONOMIREGION

Region Midtjylland blev udnævnt til Europæisk Gastronomiregion i 2017 under temaet Rethinking Good Food. Titlen blev tildelt som en anerkendelse af regionens madkultur. Titlen er en blivende titel.

Food Organisation of Denmark fungerer som sekretariat for Europæisk Gastronomiregion i samarbejde med Business Region Aarhus, Business Region MidtVest og Institut of Meals. Europæisk Gastronomiregion er støttet af Region Midtjylland.

Europæisk Gastronomiregion uddeler midler to gange årligt, og der kan bevilges op til 20.000 kr. per projekt. Næste ansøgningsfrist er 29. april 2020. De indkomne ansøgninger behandles af et beslutningsudvalg bestående af repræsentanter fra Business Region MidtVest, Business Region Aarhus, FOOD og Institute of Meals.

Pressemeddelelse/Struer Frie Fagskole