Struer Nyheder DM i H-både
Nuværende verdensmester Claus Høj Jensen deltager i stævnet i Struer (Foto: Niels Kjeldsen - minbaad.dk)

DM for H-Både er officielt skudt i gang. Dette skete med en tale holdt af Struers borgmester Niels Viggo Lynghøj samt af stævneleder Otto G. Jensen. Sidste gang DM for H-både blev skudt i gang i Struer var i 2004.

DM for H-både er blot ét arrangement i en lang række succesfulde arrangementer, som Struer Sejlklub afholder eller tidligere har afholdt. Klubben har blandt andet været vært for Sejlsportsligaens 1. og 2. Division, DM i Europa-jolle samt distancesejladsen 100 Mil I Fjorden som blev afholdt for blot 14 dage siden. Foruden disse arrangementer har Struer Sejlklub også afholdt udtagelsesstævne til VM for H-både til selvsamme VM som skal afholdes i Struer i 2021. Struer formår altså at gøre sig attraktiv på mange fronter til vands, og dette er med til at fremme sejlsporten i byen.

Stævnet tiltrækker ikke kun sejlere fra Danmark. Sejlere fra Sverige, Finland og Tyskland er også troppet op, for at prøve kræfter med den vestlige Limfjords barske farvand og vind. Dette gør de for at være bedst muligt forberedte, til det VM som Struer afholder i 2021.

H-båden

H-bådene er verdens største kølbådsklasse, hvilket også tydeligt kan ses på alverdens sejler-CV’er rundt i verden, heriblandt også flere OL-sejlere. H-bådsklassen er dermed en perfekt rugeklasse for morgendagens talenter, der gerne vil lære at mestre sejlads og utallige farvande rundt omkring. Listen er også allerede lang med tidligere og nuværende succesfulde sejlere. Nuværende verdensmester Claus Høj Jensen samt de to tidligere verdensmestre, danske Morten Scheel Nielsen og svenske Henrik Edman deltager blandt andet i dette stævne. Andre succesfulde sejlere der tidligere har sejlet H-båd, er blandt andet Paul Elvstrøm, Valdemar Bandolowski, Poul Richard Høj-Jensen, Peter Due og Jesper Bank.

Tæt på bådene på vandet med Venøsund

Det vil være muligt for tilskuere at komme med den Gamle Venø-færge ud og se kapsejladserne helt tæt på for blot 50 kroner. Med i prisen følger en god sandwich. Afgang med færgen vil ske fra lystbådehavnen. Der vil være mulighed for at købe øl eller sodavand på færgen. Interesserede kan tilmelde sig turen med færgen ved at henvende sig til Struer Sejlklub på forhånd på staevne@struersejlklub.dk eller til Otto G. Jensen på telefon 91 54 02 57.

Der er 30 pladser på færgen per afgang, og billetter sælges efter først-til-mølle-princippet. Efter kapsejladsen torsdag, vil der være molefræs i træskibshavnen. Her vil også være mulighed for at komme helt tæt på aktionen på vandet, da 6. både vil dyste tæt i havnebassinet.

Der vil være speaker til stede til dette event. Der vil ligeledes være speaker på den Gamle Venøfærge til VIP-sejlads fredag. Der er ligeledes kommentator på havnen lørdag, hvor der også kan følges med i hvad der foregår på vandet, via. Trac Trac systemet som er sponsoreret af Panteanius. Trac Trac-systemet betyder at bådene forsynes med en sender, så tilskuerne på land kan følge sejladserne på Tv-skærm.