Dina Thorslund stadig verdensmester

Struer Nyheder Dina Thorslund
Nisse Sauerland, Dina Thorslund og træner Thomas Madsen på pressemødet efter Dinas overbevisende sejr over April Adams. (Foto:PressefotoDanmark/Lasse Quintus)

Titelkampen gik over alle ti omgange, men Dina vandt uden tvivl alle ti omgange. Dommerne var også enige og dømte enstemmigt Dina som vinder og stadig verdensmester i superbantamvægt WBO regi.

“Det var en hård fysisk kamp,” fortalte Dina Thorslund efter kampen. “Adams kom for at vinde, og det er fedt at bokse mod én, der er kommet for at vinde. Så bliver der noget boksning ud af det og man skal ikke bare jagte sin modstander.”

Der blev givet og taget i kampen, som Dina sagde på det efterfølgende pressemøde:
“Men mest givet og det kan mine hænder mærke.”
Og Dinas ansigt bar da også små spor af, at her sad en bokser, der havde været i kamp.

Men ellers var Dina Thorslund afslappet og forbløffende frisk på pressemødet.

“Hvis man vil være verdensmester, skal man være klar til at give det hele,” sagde Dina om det hårde arbejde, det krævede at vinde kampen. “Det gjorde jeg og vi fandt hurtigt åbningerne og fik slået de slag, der skulle slåes.”

Dina Thorslund måske en vægtklasse op

Kampen mod April Adams i Horsens lørdag var en obligatorisk kamp, som WBO havde fastsat. Den er nu overstået, og der skal lægges nye planer.

Dinas promotor Nisse Sauerland røbede på pressemødet, at der måske var mulighed for, at Dina kunne gå en vægtklasse op, til fjervægt.

“Jeg har været i kontakt med WBO’s verdensmester i fjervægt, Heather Hardy, så det vil være en kamp, der kunne arrangeres,” sagde Sauerland.

“Og der er jo altid kampen med Sarah Mahfoud, men der sker ikke rigtig noget,” sagde han yderligere og fortalte, at han har givet flere tilbud på kampen, men ikke fået noget konkret svar.

Om muligheden for at gå op i vægt, sagde Dina Thorslund, efter at have konstatere, at hun da godt kan lide at spise:
“Det handler jo også om, hvad man kan nå i den her sport. Selvfølgelig vil jeg gerne have flere bælter, men at være verdensmester i flere vægtklasser er der j også prestige i, så det kan absolut også være en mulighed.”

“Jeg har bæltet nu, det skal man ikke bare stille sig tilfreds med, så hvorfor ikke gå efter et nyt mål.”