Dina Thorslund har fået mere power og tror på en knockout mod Radovanovic

Struer Nyheder Dina Thorslund
Foto: Lasse Quintus

Dina Thorslund har finpudset sine våben og udelukker ikke en knockout mod serbiske Nina Radovanovic i WBO VM-forsvaret den 26. september i Struer Energi Park.

Thorslund forventer at være tilbage med et brag, når hun går i ringen på lørdag i hjembyen Struer.

“Hvis mulighed byder sig, så tager jeg chancen for at afslutte kampen før tid,” siger Thorslund. “Radovanovic har før været nede og sidde, når hun bliver ramt dybt. Jeg er jo god til at arbejde dybt, så hvis jeg rammer hende godt, så regner jeg da med, at hun sætter sig!”

Hun er livlig bokser, der bokser med en klassisk amatørstil. Jeg er lidt spændt på, om hun kan holde den stil i ti omgange – det tror jeg ikke, at hun kan. Men hun kommer for at slås og gøre alt for at blive verdensmester, så meget ved jeg.”

Når Thorslund forsvarer sin WBO Female World Super Bantamweight-titel for tredje gang, er det første gang verdensmesteren går i ringen siden 22. juni sidste år, hvor australske April Adams fik en bokselektion over 10 omgange.

“Jeg glæder mig sindssygt meget. Det er på tide, at jeg kommer i ringen igen og hører fansene i Struer igen,” fortæller Thorslund. “Det har været super træls at vente så længe, men det har der været mange årsager til. Corona har været en af dem, og det er der bare ikke noget at gøre ved …”

“Det har bare været at bide i det sure æble og prøve at se fremad. Jeg har holdt mig klar, været i super form, men da coronaen ramte, tænkte jeg, at nu holder jeg mig en lille pause og fokuserer på noget andet…,” siger den 26-årige hardhitter, der er mor til en dreng på seks år.

Siden har Thorslund genoptaget træningen på fuldt blus og tilføjet crossfit til sin fysiske træning – træningen kan både ses fysisk og mærkes i form af mere stabilitet og power.

“Crossfit giver mig en anden form for træning, og så giver det mig muligheden for at træne sammen med andre, så jeg ikke træner så meget alene. Det er fandme skønt at se andre have det lige så hårdt som mig.”

“Jeg synes, at jeg kan mærke, at træningen har givet mig mere power. Når man vender og drejer i boksning, kommer man ud af balance nogle gange, og der synes jeg, at jeg har fået en bedre stabilitet. Og når man får en bedre stabilitet, står bedre fast, så slår man også bedre. Så den træning har jeg god gavn af. Jeg slår ikke hårdere, end jeg plejer, men bedre i flere situationer.”

I den tekniske del af træningen har Thorslund haft besøg af flere sparringspartnere, blandt andre pro-bokseren Michael Nielsen. Thorslund forsikrer samtidig, at formen generelt er, hvor den skal være.

“Formen er god, jeg har haft en god grundform i lang tid. Muskelmassen sætter sig, når man træner crossfit, så i stedet for lidt fedt, er det muskler jeg skal pille lidt af, men mon ikke det også går!”

På undercardet til Dina Thorslunds (14-0, 6 KOs) WBO VM-forsvar mod Nina Radovanovic (14-3, 3 KOs) den 26. september i Struer Energi Park finder man den kroatiske stjerne Filip Hrgović (10-0, 8 KOs)og de danske talenter: Oliver Zaren (2-0, 2 KOs) i sin Sauerland-debut, Oliver Møllenberg (5-0-1, 3 KOs), Jacob Bank (pro-debut) og Payman Akbari (1-0, 1 KO).

Kampene vises på Viaplay og TV3 Sport.

Pressemeddelelse/Team Sauerland