Dina forsvarer sit VM bælte i Danmark

Struer Nyheder Dina Thorslund
Foto: SQ Foto/Lasse Quintus

Fredag nat dansk tid, var der i Florida et såkaldt “blind bid” (en slags licitation) om rettighederne til Dinas næste titelforsvar. Det blev Dina Thorslunds promotor Team Sauerland, der havde givet det højeste bud. Og dermed havner kampen i Danmark.

Dina Thorslund er verdensmester i superbantamvægt hos bokseforbundet WBO, der har udpeget den officielle modstander til bæltet, April Adams, Australien. Og hendes promotor Ace Boxing Promotions kunne altså ikke matche Team Saurlands bud.
Nu har Sauerland i følge WBO’s regler 90 dage til at arrangere kampen.

Dina Thorslund bekræfter, at kampen skal bokses i Danmark. Men om det bliver i Struer, er der ingen, der ved på nuværende tidspunkt.
Men Dina Thorslund mener, at det er det, der bliver arbejdet på. Og rygterne fra pålidelige kilder fortæller, at der er arbejde i gang for at få endnu en VM kamp til Struer.