Dagen før dagen før dagen

Struer Nyheder Thomas Madsen Dina Thorslund
Foto: KGZ Fougstedt

Dina Thorslunds modstander i VM kampen på lørdag har været ude med mange udtalelser om kampen og dens udfald. Men det mener Dinas træner, Thomas Madsen, ikke påvirker hende.

“Jeg tror ikke engang, at Dina har læst, hvad hun har sagt,” siger han, “hun har prøvet det så mange gange, så det kan vi ikke hidse os op over. Det er som det er. Så må vi se på lørdag.”

Det er svært at komme til at se hendes og hendes stil, mener Thomas Madsen. “Der findes ikke meget video med Adams, så vi kender ikke helt niveauet på hende, men der er nok ikke nogen tvivl om, at hun er en hård modstander.”

At April Adams er asiatisk mester, giver Thomas Madsen ikke meget for: “Niveauet dernede er ikke så højt som det er her i Europa. Men hun er trods alt første-udfordrer, så hun må jo kunne et eller andet.”

April Adams har i sin professionelle karriere bokset 13 kampe, med 11 sejre (4 på KO), ét nederlag og en uafgjort. Hun har primært mødt australiere og thailændere. Hun hører hjemme i Brisbane, hvor hun har bokset hovedparten af sine kampe.

“Vi håber på, at det både bliver første og sidste gang, hun kommer udenfor Australien.”

En af de mere kuriøse ting ved Adams besøg i Danmark er, at hun har inviteret kronprinsesse Mary til at overvære kampen:
“Det ville være en ære at bokse foran Mary, ikke kun fordi hun er royal, men også fordi hun er fra Australien.”

Billetter og gratis bus

Billetter til Thunder From Down Under: Dina Thorslund vs April Adams; WBO Female World Super Bantamweight Championship fås online på www.ticketmaster.dk eller ved at ringe til 70 15 65 65.

Husk, der kører gratis busser fra Struer til stavnet i Horsens, hvor Dina skal op i sit første titelforsvar væk fra hjemmebanen i Struer.