Byrådet enige om budgettet for 2020.

Struer Nyheder Niels Viggo Lynghøj

Budgettet er underskrevet af samtlige partier i byrådet og viser et tilfredsstillende overskud på godt 69 mill.

Enigheden glæder borgmester Niels Viggo Lynghøj:
“Det betyder meget for Struer kommune. Det gør at vi ikke et helt år skal have gniderier om noget så vigtigt som kommunens overordnede budget,” siger han. “Det har været en rolig og nem budgetlægning.”

Det kommunale budget består primært af 3 områder. Drift, anlæg og kassebeholdningen.
Driften giver samlet et overskud på godt 31 mill kr, mens anlægsudgifterne i 2020 vil beløbe sig til godt 53 mill kr.
Det betyder, at hvis budgettet holdes, vil kommunen ende med en kassebeholdning på godt 69 mill.

“Det er tilfredsstillende for en kommune af Struers størrelse,” siger borgmesteren, der dog indrømmer at budgettet ikke helt lever op til de ønsker til økonomien, som byrådet har.
“Vi ville gerne have balance med mindst 45 mill kr på hver af de tre områder (overskud på driften, udgifter til anlæg og kr i kassen) Vi har det på to af områderne, men overskuddet på driften når det ikke helt.”
Men Niels Viggo Lynghøj påpeger, at det stadig er et pænt overskud.

Mads Jacobsen, Venstres gruppeformand, er også glad for budgettet for 2020:
“Vi er gået med i budgetforliget, for vi vil gerne være med til at præge udviklingen i Struer,” siger han, der også siger, at der er mange fine initiativer i budgettet.

Budgettet betyder, at personskatten fastholdes på 25,3 % og grundskyldspromillen forsat er på 22,9.

Tilpasninger

“Vi har taget lidt af kassebeholdningen, så vi ikke skal ind og finde store besparelser på driftsområdet,” siger borgmesteren, der dog finder et par tilpasninger i det sparekatalog, administrationen udarbejdede forud for budgetlægningen. Det drejer sig bl.a. om Integrations Grunduddannelsen og akutpladserne, hvor der i dag betales for kapacitet, der ikke bruges.

Der er desuden aftalt en rammebesparelse på 500.000 kr på tværs af alle fagudvalgene.

Venstres gruppeformand i byrådet, Mads Jacobsen, er også tilfreds med budgettet for 2020, selvom han peger på, at det princip, der blev vedtaget for halvandet år siden var 50/50/50, altså et overskud på 50 mill på driften, anlægsudgifter på 50 mill og et overskud på mindst 50 mill.
“Det har flertalsgruppen ændret på i år. Det har ikke været vores ønske,” siger han.

Ældre – og ungeområderne

Ældreområdet får i 2020 tilført knap 5 mill kr yderligere. Det betyder i følge bemærkningerne til budgettet, at serviceniveauet kan opretholdes, samtidg med at strukturen af ældreboliger med det ny plejecenter Bangs Have er ved at være på plads.

Ungeområdet får tilført godt 4 mill. kr i forlængelse af den såkaldte helhedsplan på børne- og ungeområdet.

I helhedsplanen er der et ønske om at styrke SSP, og det sker blandt andet ved at 200.000 kr fremrykkes til 2020.
Noget andet, der er fremrykket, er placeringen af ungdomskolen i fremtiden. Det er et område der har været megen debat om.
Den fysiske placering af Ungdomsskolen er nu planlagt til 1. januar 2021.

Det er to ting, som borgmester Niels Viggo Lynghøj påpeger i budgettet.

Mads Jacobsen siger dertil:
“Det er to områder, der har været meget snak om. Og nu er vi igang med det. Der var egentlig lagt op til at afklaringen af Ungdomsskolen først skulle ske senere, men der sagde vi, lad os nu komme igang, så vi kan finde en hurtig og god løsning.”

Anlægsområdet

På anlægsområdet fremhæver byrådet i beudgetbemærkningerne, den fortsatte fokus på havnene i kommunen. Pengene til havnene Tambohus og Jegindø fastholdes, samtidig med at der afsættes midler til Venø Havn og Oddesund N.
Også puljen til udviklingen af Struer havn er fastholdt.

Jernbanemuseet tilgodeses med yderligere en halv mill, så kommunen nu yder et tilskud på 1,4 mill til overdækning af udstillingsområdet kan påbegyndes.